Busser og lokaltog på Sjælland kører med normal køreplan igen fra 14. april
Trafikselskaberne er af transportministeren blevet anmodet om at køre med almindelig køreplan fra tirsdag efter påske. Det sker som led i forberedelserne til en gradvis genåbning af det danske samfund. Movias busser og lokaltoge vil derfor køre efter de almindelige køreplaner igen fra tirsdag 14. april.
Busser og lokaltog vil fortsat kun køre med halv kapacitet, så der er god plads til at holde afstand og dermed vise hensyn til hinanden, når samfundet gradvist genåbner. Derudover fastholder Movia det forhøjede rengøringsniveau.
På en lang række store busstoppesteder og stationer vil Movia også være til stede med personale fra 14. april for at besvare spørgsmål, hjælpe med at få fordelt kunderne i busser og lokaltog og ikke mindst holde øje med, hvor der kan være behov for at indsætte ekstra kapacitet. Kunderne opfordres til at lytte til chaufføren og følge personalets anvisninger, som de plejer.