Fra 16. august og to uger frem kan børn og voksne hente inspiration til at bidrage til en mere bæredygtig verden, når der for første gang er Bæredygtighedsfestival på Gladsaxe Bibliotekerne.
En bæredygtig middag, besøg i en hemmelig æblelund, gode råd til at bygge bæredygtigt, Repair Caféer og genbrugsworkshops, er blot noget af det, man kan glæde sig til som en del af Bæredygtighedsfestivalens mange tilbud.
I 2015 vedtog FN 17 Verdensmål, der skal sætte kursen mod en mere bæredygtig verden. På den nye Gladsaxe Bæredygtighedsfestival sætter bibliotekerne fokus på, hvordan man kan støtte verdensmålene på et mere personligt plan.
- De fleste kender efterhånden til verdensmålene, men hvordan bidrager man til dem i sin egen hverdag? Det vil vi gerne give konkret og håndgribelig inspiration til, og derfor har vi lagt os i selen for at tilbyde nogle spændende tilbud, hvor man kan prøve og mærke, hvordan man selv kan gøre en forskel, siger Esben Fjord, leder af udviklingsafdelingen på Gladsaxe Bibliotekerne.
To uger spækket med inspiration
Sammen med lokale initiativer og virksomheder har bibliotekerne sammensat et program spækket med aktiviteter. Med afsæt i verdensmålene sætter udstillinger, workshops, møder, boder, film, teater og foredrag over de næste uger fokus på, hvordan man selv kan være med til at bane vejen for en mere bæredygtig verden.
- Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at besøge festivalen og hente inspiration fra nogle af vores mange dygtige, lokale organisationer og virksomheder, som aktivt støtter verdensmålene. For der er ingen tvivl om, at en mere bæredygtig fremtid er noget, vi skaber sammen – også rundt omkring i hjemmene, lyder det fra borgmester Trine Græse.
Bæredygtighed i børnehøjde
Under hele festivalen er der også masser af sjove aktiviteter for børn, som formidler bæredygtig inspiration i øjenhøjde. Magnes Madhus inviterer bl.a. på bæredygtig middag, hvor familien kan teste sin viden om bæredygtighed i en underholdende quiz. På Værebro Bibliotek kan man sammen med kunstner Fina Berger kreere fine smykker af genbrugsmaterialer, mens ReMida inviterer til workshoppen SkraldeSjov på Hovedbiblioteket. Endelig kan Gladsaxes børn få sig et godt grin, når der er klovneforestilling i Bibliotekshaven. Her kan de også prøve en helt særlig bænk, som fortæller historier, når den vipper.
Vinder af Bæredygtighedsprisen afsløres
Onsdag den 18. august uddeler borgmester Trine Græse Gladsaxe Kommunes Bæredygtighedspris 2021, som går til en lokal borger, forening eller organisation, der har gjort noget særligt for at fremme en bæredygtig udvikling i Gladsaxe. Det sker i Bibliotekshaven kl. 16, hvor man kan være med til at hylde vinderen.
Se det fulde program for festivalen på