Som den første kommune i Danmark afprøver Hjemmesygeplejen i Gladsaxe effekten af behandling af hævede ben (ødemer) med en sensor. Det sker i et samarbejde med Icompression og Specialbandager.dk i Bagsværd.
Borgere, der lider af hævede ben (ødemer) bliver normalt behandlet med en stram forbinding – kompressionsbind – som fører væsken væk fra benene. Forbindingen skal ligge på hele døgnet for at opnå den bedste effekt og skal normalt skiftes efter nogle faste intervaller.
Nu kan en ny metode med en sensor, der lægges under bandagen, hele tiden måle omfanget af benet. Det betyder, at Hjemmesygeplejen kan følge med i, hvordan behandlingen virker og på den måde sikre, at bandagen skiftes på det bedst mulige tidspunkt og ikke efter et fast interval.
Kortere behandlingstid til fordel for borgerne
- Det er en indgribende behandling at få anlagt kompressionsforbindinger på benene i en lang periode, og vi håber, at vi med den nye sensor kan afkorte behandlingen til glæde for borgerne, siger Dorthe Reib og Stine Dedetas, som er hjemmesygeplejersker i Gladsaxe Kommune.
Sensoren kan også måle, hvis borgerens temperatur stiger, hvilket kan være tegn på begyndende infektion. Det gør det muligt at handle tidligere og mere effektivt, og på den måde forebygge en infektion, der i værste fald kan resultere i en indlæggelse.
Der kan ved den nye behandling også være en gevinst at hente i forhold til Hjemmesygeplejens ressourcer, som er meget efterspurgte:
- Hvis behandlingsforløbet kan kortes ned, vil Hjemmesygeplejen kunne spare forbindinger, transporttid og medarbejdertimer, som i stedet kan bruges hos andre borgere. Gladsaxe oplever ligesom i resten af Danmark et stigende behov for hjemmesygepleje, fordi der bliver flere ældre, behandlingstiden på hospitalet bliver kortere, og kommunernes hjemmesygepleje overtager flere og flere opgaver fra sygehusene, siger Charlotte Holm, der er daglig leder af Hjemmesygeplejen.
Samarbejde på tværs bidrager til udvikling
- Samarbejdet med Specialbandager.dk og Icompression i Bagsværd er endnu et godt eksempel på, hvad man kan opnå, når man går sammen på tværs af den private og offentlige sektor om at udvikle noget nyt. Jeg er stolt af at være borgmester i en kommune, hvor vi har et godt og tillidsfuldt samarbejde med erhvervslivet. Det gode partnerskab er med til at udvikle kommunens service og betyder, at vi kan være i front på mange områder, siger borgmester Trine Græse.
Mikael Østergaard Larsen, som er produktchef for Icompression, tilslutter sig dette og fremhæver, at kommunes udviklingsmiljø for iværksættere i Verdensmålshuset er unikt og har understøttet virksomhedens lovende udvikling.
Forsøget løber frem til 2022 og omfatter 30 borgere.
Fakta:
Om ødemer
Hævede væskefyldte ben – eller ødemer som det hedder i fagsprog – kan bl.a. opstå som følge af hjerte/kar lidelser, åreknuder i benene, nedsat funktion af veneklapper i benene, blodpropper i benene og stillestående arbejde.
Hvis tilstanden ikke behandles, kan der opstå sår på benene, som fører til nedsat livskvalitet, og i værste fald infektion, der kræver indlæggelse.
Når ødemerne er velbehandlede, skal borgeren bruge kompressionsstrømper hele dagen, som oftest resten af livet.
Hjemmesygeplejen i Gladsaxe Kommune varetager behandlingen, når hospitalet eller egen læge har sat en behandling i gang.