Skære- og tegnemaskine med scannerfunktion
ScanNCut er Brothers varemærke for maskiner, der ikke bare skærer i ”bløde” materialer som; karton, papir, folie, plastik, stof og kork, men også kan tegne og scanne figurer og mønstrer i kraft af dens indbyggede ekstraudstyr.
GPV har købt og testet ScanNCuts evne til at skære i karton, filt, vinyl og papir.
Vi er imponerede over de flotte resultater, maskinen leverer, når den laver bløde buer, snørklede former og skærer spidse konkave vinkler med høj præcision - svarende til 600 dpi.
Det er kun fantasien, der sætter grænser, når du bruger ScanNCuts utallige anvendelsesmuligheder.
Der medfølger et væld af mønstre, figurer og skrifttyper som kan redigeres, skaleres og kombineres, før de skal udskæres.
Projekterne kræver en del efterbehandling med lim, strygejern og håndredskaber, der forudsætter en vis fingerfærdighed.
Montér materialet, der skal skæres, på det selvklæbende underlag, som fastholder emnet under skæreprocessen. Det tager ikke mange minutter, før maskinen er færdig med at skære. Til slut tages motivet/designet af klæbearket med den medfølgende plastskraber.
Det anbefales, løbende at opbygge en inspirationssamling over produkter, der fremstilles med ScanNCut, fordi det er svært at danne sig et overblik over, hvor mange forskelligartede produkter, maskinen kan fremstille.
Download inspirationshæfter til, hvad ScanNCut kan skabe på Brothers hjemmeside. Inspirationshæfterne hedder SNC Projectbook, og i maj 2023 ligger der fire inspirationshæfter, som kan downloades: https://brothersy.dk/produkter/scanncut/sdx1250
Det er fascinerende at vælge, tilrette og udskrive en af de medfølgende færdige modeller, men den kreative designproces bygger på godt kendskab til værktøjet og indsigt i mulighederne.
Det anbefales at afsætte tid til at eksperimentere, og til at finde optimale valg af værktøjer og indstillinger i forhold til materialer og opgaver samt størrelser og placeringer.
Tilbehøret er mangfoldigt: 11 forskellige måttesæt, 11 forskellige sæt knive, fire forskellige pennetyper og 18 forskellige sæt materialeark.
Brother leverer ScanNCut-maskiner til vejledende priser fra kr. 3995,-.
GPV har testet ScanNCut SDX1250, hvis vejledende pris er kr. 6995,-.
De selvklæbende underlag mister deres klæbeevne, efterhånden som overfladen bliver mættet med små fibre fra materialerne. Underlagene bliver også svækket af skæremærker fra kniven, når den skærer nye emner. Forlæng de selvklæbende underlags levetid, ved at tørre dem af med en fugtig fiberklud efter brug.
Medregn udgifter til løbende drift af selvklæbende underlag og skæreknive:
- Et nyt selvklæbende underlag koster fra cirka kr. 200,-
- En skærekniv koster fra cirka kr. 160,-
ScanNCut SDX1250 skærer præcist i almindeligt printerpapir, karton og pap op til 400 g/m2, vinyl, skumplader op til 3 mm, samt label/sticker og magnetplader fra Brother.
ScanNCut SDX1250 kan også skære i mange typer stof med den medfølgende rullekniv, eksempelvis denim op til 0,75 mm og filt op til 3mm.
Skære- og scannefladen måler 30x30 cm, men med ekstratilbehør kan den udvides til 30x60 cm. Maskinen arbejder i opløsning på 600 dpi, hvilket betyder, at den kan scanne i en høj opløsning, uanset om det er et billede, foto eller en håndtegnet skitse.
Vælg desuden mellem 1300+ indbyggede motiver og 17 skrifttyper.
Skarpe værktøjer
Håndtér skarpe værktøjer med omtanke ved montering og afmontering.
Undgå fingrene i maskinen
Når maskinen skærer emnet, der er fastmonteret på det selvklæbende underlag, trækker den det selvklæbende underlag ind og ud af maskinen. Her er det fristende at sætte fingrene ned på det fastmonterede materiale, som skal skæres, for at undgå, at det slipper og flytter sig fra det selvklæbende underlag.